Videnskabesn ti største spørgsmål
Hvor stort er universet ?
   Når man hører dette spørgsmål , begynder tandhjulene inden i os at køre rundt. Hvor stort er universet? Hvornår opstod det, og hvornår går det til grunde? Det er blot nogle af de spørgsmål man kan stille sig selv og hinanden.
   Ligningen for dette mysterium er fundet, men uden forklaring siger den ikke så meget: V=H·R

V = Den hastighed, en galakse bevæger sig bort fra Jorden med.

H = Den ukendte størrelse for det indbyrdes forhold imellem galaksens afstand og hastighed.

R = Den afstand galaksen er væk fra Jorden.

Man må sige at astronomer har gjort et godt stykke arbejde. De har udregnet størrelsesforholdene i universet meget præcist, helt op til 100 millioner lysår. Men her er de også gået i stå.

   Kender man ikke universets størrelse, kan man heller ikke finde svar på en lang række spørgsmål om universet. Det gælder alder, opståelse, og hvornår det vil gå til grunde. Afstanden ud til det synlige univers, er lig med det antal lysår der er gået siden Big Bang. Man kan sige, at jo længere væk vi kigger desto længere kigger vi tilbage i tiden. Målingerne som astronomerne i dag har præsteret, er langt fra præcise nok, og slet ikke når man regner i milliarder af lysår. Det synlige univers er 10 eller 20 milliarder lysår gammelt. Det vil sige at kender man alderen kan vi også få svar på om universet vil blive ved med at vokse og vokse. Astronomerne har fundet ud af at universet via kraften fra Big Bang hele tiden vokser.

Universet udviklede ifølge forskere på denne måde:
  1. Big Bang. Universet fødes i en eksplosion og danner tåger af masseenergi.
  2. Hold på tingene. Tågerne stivner til tætte skyer af stof.
  3. Galaksen tager form. Tågerne splittes op og danne galakserne.
  4. Universet som vi kender det. Stjernerne og senere galakserne dannes i spiralgalakserne.
  5. Begyndelsen til enden. Efter nogle milliarder år trækker universet sig sammen.
  6. Galakserne ændre form. Spiralgalakserne svulmer op og bliver til rød - orange ellipser.
  7. De sorte hullers tid. Galakserne bliver til sorte huller som opsuger hinanden.
  8. Big Crunch. Det sidste stof i universet suges ned i et sort hul.
Kunne vi beregne universets størrelse kunne vi inden for astronomi, komme et enormt skridt fremad. Derfor er det et af videnskabens ti største spørgsmål.


Hvordan opstod livet ?

   For 3500 millioner år siden kom den første form for liv til verden. Det var blot et lille molekyle. Helt nøjagtigt et selvkopierende RNA. Det er forskerne enige om. Men ingen af forskerne ved hvor og hvordan livet begyndte at vokse.

   Forskerne har i de senere år lavet forsøg med RNA og via ganske få bestanddele fået RNA til at kopiere sig selv. Dog har forsøgende kun udviklet sig hvis de har hjulpet det lidt på vej, men forskerne er enige i at det kun er et spørgsmål om tid før RNA kan udvikle sig selv, og på den måde fungeret som en kopimaskine. Alle kendte organismer benytter en sindrig mekanisme, når det kopieres. Mekanismen indeholder tre elementer:


  1. DNA er biblioteket over arveegenskaberne.
  2. DNA er den mobile budbringer af informationerne
  3. Proteiner er byggeklodserne i enzymerne, som igangsætter og vedligeholder
kopieringen.
   Forskerne havde altså et problem med hvilket af disse tre dele der kom først. For det er næsten for overdrevent at sige at de alle tre kom til verden på samme tid og sted. Men teorien går ud på at RNA kom først, og at DNA og Proteinerne er kommet til senere hen. Så får forskerne det bevist, er det et stort skridt.

   Men her hører enigheden også op blandt forskerne, for RNA er et meget kompliceret molekyle. Det består af mere end 30 atomer som sidder sammen i et meget indviklet system. Sådan et molekyle kan umuligt springe fuldt færdigt ud af uratmosfæren. De mindre bestanddele i RNA skal derfor dannes først, og hvordan det er foregået, står den dag i dag fuldstændigt åbent.

   Amerikaneren Stanley Miller er den forsker som har givet et genialt bud på universets skabelse. Året 1953 lavede han det geniale, men enkle forsøg, hvor han lavede en blanding af luftarter, og tilsatte strøm. Få dage efter havde han skabt organiske stoffer af ikke organiske materiale.

   Hovedbestanddelene i RNA er nogle af de mest grundlæggende molekyler i naturen. Det er simple organiske forbindelser, bygget op over en rygrad ad kulstof. Den daværende 23-årige kemi-studerende Stanley Miller fra Chicago, beviste at disse simple byggesten kunne dannes ud fra de få enkle bestanddele, som forskerne på det tidspunkt mente, at uratmosfæren i Jordens barske barndom bestod af. Miller lavede et forsøg, hvor han lavede en udgave af jordkloden, som den var for flere milliarder år siden. Han havde en beholder med vand. Det udgjorde havet. Og i en anden beholder havde han de formodede gasser i uratmosfæren. Han ”tilsatte” elektriske stød som skulle udgøre datidens tordenvejr. Kun en uge senere var tusinde af organiske molekyler begyndt at springe ud af den kunstigt fremstillet atmosfære, og til sidst at samle sig nederst i opstillingen som en rød-brun suppe. I suppen var livets byggesten, eller tegn på liv. Miller fandt bl.a. aminosyre, som proteiner består af.

   Dette simple forsøg gik jo som smurt, men først ca. 40 år senere skulle det lykkes for Miller og hans medarbejdere at lave de sidste to byggesten til RNA. I 1995 fremviste han stolt forsøget, hvor han afkølede, og opvarmede nogle af de stoffer han tidligere havde lavet. Foruden de sidste to byggesten, var der også kommet 13 ud af de 20 aminosyrer der findes, og som alle proteiner er lavet af. Og netop opvarmningen og afkølingen er det som Miller mener er sket ved livets opståen.

   Men denne positive opfindelse, bragte faktisk Stanley Miller i meget dårlig omtale. For de molekyler han opfandt er kun byggestenene i RNA, men de kunne ikke sætte sig sammen. Og slet ikke for at kopiere sig selv. Desuden har det vist sig at uratmosfæren som Miller brugte, ikke svare til den som eksisterede på det tidspunkt. For i dag mener man at det var ilt og CO2, mens han i sin udregning havde brugt brint.

   De største kritikere er dem som havde en helt anden teori, er De som mener at livet blev skabt i rummet. Rum-teorien blev udviklet efter store undersøgelser af en nedfaldet meteorit i Australien i 1969. Meteoritten var fuld af organiske molekyler, deri også aminosyrer og dele af både DNA og RNA. Men der er nogle der er imod denne teori, da alle molekyler formodentligt vil brænde op når de opnår den hastighed en meteorit bevæger sig med; 2,5Km/sek. I stedet tror forskerne at molekylerne er kommet med støvpartiklerne som er drysset ned som noget snelignende støv.

   Forskerne er blevet enige om at liv på Jorden først må være blevet til efter den ”turbulente periode” hvor der faldt mange meteoritter ned på Jorden. Mange af dem var så store som hele lande. Og denne periode sluttede først 300-400 millioner år før der fandtes blågrønalger. Disse blågrønalger kunne lave fotosyntese, som man kan bruge til præcist at tidsbestemme hvornår de var fra. Der er bl.a. fundet fossiler i Australien.

   En tredje teori er at livet skulle være opstået på havbunden. For i 1970’erne blev det for første gang, via den nyudviklede ubåd Alvin, muligt at få forskerne ned på havbunden. Ved Galapagos-øerne, som blev berømte efter Darwins evolutionsteorier, fandt forskerne noget meget overraskende. I ca. en halv kilometers dybde, ved et såkaldt black smokers ( Sprækker som varmt vand strømmer ud af ) var der et utroligt dyreliv. Det var dyr som besætningen aldrig havde set før. Forskerne mener, at det, under overfladen, var det ultimative sted for molekylerne af udvikle sig på grund af det varme vand der strømmede ud af sprækkerne. Men forsøg viser at livets byggesten ved en bare rimelig høj varme går i opløsning. Og derfor mener kritikkerne ikke at denne mulighed kan være rigtig. Til det siger dybhavsmodellens tilhængere at der bl.a. i USA's Yellowstone National Park, lever bakterier under vandet, i op til 112 graders varme. Derudover har forskerne, der holder på dybhavsteorien, også et bud på hvordan RNA strenge begyndte at kopiere sig selv. Molekylet dalede ned, sank og landede på noget blødt ler under overfladen. Det begyndte at vokse i krystalliske mønstre, og derved kunne de organiske molekyler kopiere sig via leret.

   Miller er den der har været tættest på at bevise sin teori, og det er også ham der ifølge mange ”fører løbet.” Problemet er at udviklingen foregik imellem bittesmå mekanismer, mens det bliver langt tættere jo længere man kommer på mennesket. Det tog f.eks. kun 150.000 generationer for en abe at udvikle sig til opfinderen af matematikken. Det er forholdsvis kort tid.


Hvad er verdens mindste byggesten ?

   Forskerne håber på at finde enkle forklaringer på så meget som muligt. Derfor irriterer det dem noget så grusomt, at de ikke kan finde svar på hvad der er verdens mindste byggesten. En byggesten som indgår i alt og alle kræfter er dannet af. Hvad den består af og hvad den holder sammen på. Specielt i de sidste hundrede år er forskernes vilje, til at finde det lille molekyle, kommet til syne. De har gradvist øget søgningen, og har boret sig ned i de byggesten som alt stof består af: Nemlig atomerne. For halvtreds år siden fandt man ud af at atomer er opbygget af en kerne som indeholder protoner og neutroner. Og uden om kernen kredser der de mindre elektroner. Disse tre partikler blev i lang tid kaldt ”elementarpartikler.” Men i dag er det bevist at de slet ikke er så elementære, som de engang blev kaldt. I hvert fald ikke de to kernepartikler protonen og neutronen, som begge består af mange mindre partikler som kaldes kvarker. Kvarkerne fandt forskerne ved at smadre kernepartiklerne, som blev gjort i kæmpemæssige apparater. Det foregår på en meget smart måde: Partiklerne sendes rundt i en kolossal høj fart, indtil de støder sammen og sprænges itu.

   Sammen med kvarkerne, er der også fundet andre partikler – som forventet. For forskerne har lavet en teori for hvilke partikler der nødvendigvis må være, for at stoffet i verden kan opfører sig som det gør. Udover stofpartiklerne og elektronerne, findes ifølge teorien også kraftbærende partikler. ( Partikler som bærer de naturkræfter som styrer vores verden )

   Forskernes ønske, ”teorien om alting,” stemmer ikke overens med at der findes flere forskellige stofpartikler, naturkræfter og forskellige kraftpartikler. På papiret har de klaret opgaven, men det er et større problem at udføre det i praksis. Men de er på vej, og et vigtigt skridt blev taget i 1983 i Genève, ved det fælleseuropæiske Center for Højenergifysik. Her fandt fysikerne frem til to partikler som er blevet døbt W og Z. De bærer de svage kernekræfter, hvis opgave er at stabilisere atom-kernen. Senere har det vist sig at de bare er varianter af en anden kraftbærende partikel nemlig; Fotonen, som i forvejen var kendt som den partikel som bærer elektromagnetiske kræfter.

   Muligvis finder forskerne aldrig frem til de mindste byggesten, som indgår i alt stof, for det kræver at de finder en X-partikel, som så skal sættes sammen med Z-, og W-partiklen. Men X-partiklen er jo stadig ikke fundet, og der er ikke stor sandsynlighed for at de finder den.


   Men der er flere bud på, hvad livets mindste byggesten kan være. Og teorien om superstrengene, har for nylig fået ny luft. Teorien om superstrenge, forudsætter mindst ti dimensioner, men det er heller ikke noget problem, idet teorien siger at disse superstrenge kun levede i brøkdele efter Big Bang. Og der kunne sagtens have været mere end ti dimensioner. Disse dimensioner har i dag krøllet sig sammen så vi ikke kan se dem.

   Skal forskerne have mulighed for at se disse superstrenge, skal de genskabe energien fra universets fødsel. Og måske er det sket. For nylig fremlagde fysikere fra CERN nogle meget overraskende måleresultater, som de havde opnået ved at undersøge nogle Z-partikler. Og forskerne mener, med chance for fejl, at der er tale om superstrengene.

   Dette fund viser at der stadig er chance for at forskerne kan lave utrolige fund, og at der stadig er mulighed for, at de finder ”verdens mindste byggesten.”

Er vi alene i rummet?

   I 35 år har ruminteresserede søgt efter liv i rummet, og først når vi ved om der er liv, kan vi finde ud af om universet er skabt for os eller om vi er en ren tilfældighed.

   For bare hundrede år siden, brugte man så simple metoder som sollys. Det var meningen at livet i rummet skulle blændes, og derefter signalere tilbage. I dag sidder der store grupper tålmodige mænd i Argentina, USA og Australien og bare venter på signal fra rummet. I dag bruger man enorme radioteleskoper, avancerede computere og modtagere der kan lytte på millioner af kanaler på én gang. Søgningen efter liv i rummet har stået på længe, men først de sidste 35 år har den været så intens som den er i dag. Men indtil videre er det 35 års nærmest spildt arbejde. Og spørgsmålet er om der overhovedet er liv derude. Men det er i virkeligheden ikke bare liv i rummet, forskerne leder efter. De leder mindst ligeså meget efter menneskets rolle i universet.

   Forskerne inden for SETI ( Search for Extra Terrestrial Intelligence ) er delt i lejre, skeptikerne og optimisterne. Skeptikerne holder sig til den holdning som Steven Weinberg har givet udtryk for: ”Jo mere vi opdager ude i rummet, desto mindre formålsløst bliver det. Skeptikerne mener ikke det vil ændre noget som helst i vores hverdag, lige meget om vi finder liv i rummet eller ej.

   I den anden lejr, mener de at livet ikke kan være en tilfældig, de forestiller sig universet med et formål. ”Lederen” hos optimisterne, Freeman Dyson siger: ”Jeg føler mig ikke som en fremmed i dette univers. Jo mere jeg undersøger universet og studere dets arkitektur og detaljer, jo mere klart er det for mig, at universet har vidst at vi kom.”

   Når videnskabsmændene drøfter ”liv i rummet” foregår det mest via ”Drakeligningen”. ”Drakeligningen” bruges til at beregne antallet af civilisationer i vor mælkevej. Det foregår ved at vægte en række astronomiske og biologiske data.

   Men i de senere år er biologerne gået ind i sagen og har set adskillige fejl inden for de biologiske udregninger.Hvis livets opståen er tilfældigt, kan forskerne bekræfte, at vi er det eneste overlevne i universet. Så problemet er altså også, hvordan livet blev til.

   Men det som forskerne ikke er enige med biologerne i, er hvor let det er at udvikle liv. Biologerne mener ikke, at der pr. automatik er noget, der har arbejdet sig frem imod intelligent liv. Ernst Mayr har et godt eksempel på det: ”Der har på Jorden været 50 milliarder forskellige arter af liv, og kun en af dem har opnået den form der skal til for at skabe en civilisation.

   Og måske netop dette ”slagsmål imellem biologerne og de andre forskere, er med til at SETI-forskerne bliver ved med at lede efter liv i rummet. For finder vi liv i rummet kan vi for første gang stille os selv spørgsmålet, ”hvad er meningen med livet ?”

Argumenter for: Argumenter imod:
Antallet af stjerner og solens type er stort Det er kun de nærmeste stjerner vi kan komme i kontakt med
Det er normalt at stjerner danner planeter om sig Et stort antal stjerner er dobbeltstjer, og har næppe planeter om sig
Hvis de rette betingelser er til stede, vil liv opstå Vor viden om stjerner viser at jordlignende planter er sjældne
Hvis livet først er opstået, er der stor chance for at det vil udvikle sig til intelligent liv Livets udvikling her på jorden, ser ikke ud til at pege entydigt i retning af udviklingen af intelligent liv
Intelligent liv vil være nysgerrigt og søge efter andet liv omkring sig. Hvis livet er opstået ved en tilfæøldighed, er vi højst sandsynligt de eneste
Hvem kan vide om en fjern civilisation ønsker kontakt med os?

Hvor mange dyr er der ?
   Skal man undersøge dyreriget i f.eks. regnskoven, er der en fantastisk god måde at gøre det på. En kæmpe oppustet ”tallerken,” skal flyves ind over træerne og lægges på dem. Derefter firer biologerne sig ned og det skal nu være deres hjem i nogle måneder, mens at de udforsker træ-kronerne for insekter, fugle og andre dyr de støder på. Da fire franske biologer brugte denne metode og efter et par dage havde flere spande fulde af nye insekter, vidste de, at der må være utroligt mange dyr, som ikke er blevet opdagede endnu. Gættene lyder på alt lige fra 10-300 millioner.

   Før disse forholdsvis nye fund, mente biologerne, at der var godt halvanden million forskellige dyrearter. Nu ved de, at det er forkert. Meget forkert. De nye opdagelser begyndte i 1980’erne da amerikaneren Edward O. Wilson på et træ i regnskoven fandt 43 forskellige myrerarter. Andre biologer har været ude for, at have 1200 sommerfugle samlet på et sted inde i Amazonas. Så det er altså hos insekterne, at de gamle udregninger slog fejl.

   Billeeksperten Terry Erwin er kommet med et bud på, hvor mange biller, der er i Panamas regnskov. Terry og hans kollegaer, lod en giftkanon skyde over et træ, og billerne begyndte at drosle ned fra trækronen. Hele 1200 bille arter, hvoraf de 160 kun lever på netop det træ som de oversprøjtede. Og her begynder Terry Erwins beregninger: Der findes 50.000 forskellige træer i Panamas regnskov, og hvis der på hvert træ lever 160 biller, som kun kan leve på et af de 50.000 slags, så giver det otte millioner biller. Med disse tal har Terry Erwin fremprovokeret en lang række debatter. De store tal bliver hele tiden diskuteret, og alle er ikke enige i at billerne udgør 40% af insekterne, som Terry mente, men kun 20%. Derfor kan facit for Terry Erwins regnestykke ende med at blive 5 millioner, men også 100 millioner.

   Men det er svært at tælle alle dyrearter, for først er det nødvendigt at finde ud af, hvad man forstår ved et dyr. Skal vira og parasitter tælles med ? Hvis de skal tælles med bryder helvedet for alvor løs, for man har for nylig fundet ud af, at der er mange flere mikroorganismer end først anslået.

   Regnefejl som Terry Erwins kan undgås, hvis der bliver lavet en grundig gennemgang af dele i de store skove. Indtil videre er denne ide på tegnebrættet, og mange biologer håber på, at det vil blive accepteret, så man en gang for alle kan finde ud af, hvor mange dyr der lever i regnskovene. Men problemet bliver budgettet, for det bliver et meget dyrt projekt, at få biologer til at udforske store dele af regnskoven.

   Men indtil videre kan man lave følgende optælling, af hvor mange der er af hver dyreart:
Dyr: Latinske navn: Antal arter:
Polydyr Cnidaria 9.000
Rundorme Nematoda 12.000
Pighuder Echimodermata 6.000
Svampe Porifera 9.000
Leddyr Athropoda 943.000
Bløddyr Mollusca 50.000
Protozoer Protozoa 35.000
Fladorme Platyhelminthes 20.000
Ledorme Annelida 13.000
Hvirveldyr Chordata 50.000
Hvor mange mennesker har Jorden plads til ?
   I øjeblikket er vi ca. 6 milliarder mennesker der ånder, spiser, drikker og bruger løs af Jordens resurser. Men det frygtes at Jordens befolkningstal i løbet af ti år vil stige med hele en milliard. Det skal der sættes en stopper, men problemet er hvordan. For i Europa er der ingen begrænsningstal for, hvor mange børn vi må få, ligesom i Kina. Deres befolkningstal er ved at være så stort at der snart ikke vil være resurser nok til dem alle. Derfor denne begrænsning. Men på en måde har det ikke hjulpet helt som det skulle. For i stedet for at bruge mindre resurser, bliver enebarnet i stedet forkælet helt utrolig.

   Ved FNs befolkningskongres i 1994 i Cairo, blev det vedtaget, at vi skal prøve at nå et mål, som lyder på at holde befolkningstalet under 9,8 milliarder i år 2050. Men uden handlingsplan kommer befolknings-tallet på det tidspunkt, formentligt til at lyde på hele 11,9 milliarder. At bremse eller formindske befolknngstallet, er derfor noget ingen rigtig tror muligt, men faktisk har specielt lande som Indonesien leveret fremragende resultater.For uden love eller lignende føder indonesiske kvinder i gennemsnit mindre end for 30 år siden. Da fødte de indonesiske kvinder i snit 5,5 børn. I 1990 var tallet faldet til 3,1 børn per kvinde, men nu er tallet helt nede på 2,5 børn i snit. Grunden til dette, kan være at hele 1,5 millioner frivilige, som næsten alle er kvinder, arbejder på at formindske befolkningstallet. De 1,5 millioner svarer til 1 for hver 8o indbygger. En anden grund til at befolkningstallet er fallet, kan være, at byer og relegioner konkurrerer om, hvem der er bedst til at få indbyggerne til at bruge prævention.

   Væsentlige årsager til at befolkningstallet stiger er også religionerne. For eksempel står der i Korannen følgende: ”Gift Jer, skaf efterkommere, og jeg vil være stolt af jer.” Men det kan også være politiske grunde til at kvinderne føder mange børn. Under krigen imellem Iran og Irak, kom
den irakiske leder ”Khomeini” med budskabet: ”Gift Jer tidligt, og få mange børn. I Rumænien kom den daværende diktator Ceausescu pludselig en dag, fuldstænigt overrumplende, med en lovændring. Loven var imod abort, og dette kunne straks ses på befolkningstallet.

   Samlede man alle folk fra Jorden, kunne vi sagtens stå på Fyn, dog kun med en halv kvadratmeter til hver. Fordelte man tilgændgæld hele Jorden imellen vi 5,5 milliarder, ville vi have hele 27.000 Kvadratkilometer hver. Det vil ca. svare til 27 nydelige villagrunde. Men så er både de tørre ørkener, de fugtige regnskove og de høje bjerge. Men problemet er ikke menneskets fysiske eksistens, men til gændgæld alt det, som vi bruger i vores hverdag af resurser.

   I 1798 kom Thomas Malthus med et bevis for, at folketallet og fødevareproduktionen i et rimeligt tempo var på vej væk fra hinanden. Folketallet stiger og stiger, mens fødevareproduktionen falder og falder. Og ifølge Thomas Malthus er en hungersnød både nær og uundgåelig. Selvfølgelig fik han ikke ret, og der boede også kun en milliard mennesker på Jorden på det tidspunkt. Og selvom befolkningstallet er steget en 5-6 gange, lever stadig mange i bedste velgående. I dag mener man dog at Malthus teorier skal ses i lyset af, at der var mange fattige, som skræmte Malthus og hans medmennesker. De har muligvis frådset med resurserne.

   Lidt i stil med det mener forskerne, at vi i de rige lande frådser meget med resurserne. Og det kan der da kun blivet nikket ja til. For hver eneste aften smider danskerne mad ud, som ville være nok til at mætte flere landsbyer i de fattige lande. Generelt er vi blevet bedre til at ”spare,” men det er heller ikke for tidligt. Der er selvfølgelig mange, der vil sige, at det er i de fattige lande f.eks. i Afrika, at befolkningstallet er for stort,- især i forhold til de resurser de har ti rådighed – men bl.a. afrikanerne mener at det er os som er for mange og som frådser. Og et godt eksembel på det er U.S.As olieforbrug, som udgør en fjerdedel af verdens olieforbrug, selvom de kun udgør tre % af Jordens befolkning.

   Ligesom Malthus, kan det være at de nuværende forskere tager fejl. Men det er værd at skænke en tanke, for Jordens resurser varer ikke ved. Specielt vand er der meget stor mangel på. For kun fire % af alt vand på Jorden er drikkevand. Men også resurser som mad, energi og variation i naturen kan der blive mangel på. For kun 25 planter, levere 90% af alt vores høstudbytte. Og det kan da godt ske at vi engang bliver nødt ti at fælde en masse forskellige træer og buske, for at få plads til afgrøder. Og så bliver vores landskab da et trist syn.

   Verdens resurser hører op en dag, og det gælder om at lave en fornuftig plan for fremtiden, hvis vi i forhold til resurser ikke skal blive for mange. Spørger man sociologer, hvad de mener, der skal til for at skabe det får man dette svar: ”Skab et økonomisk udvikling, og drop alle planer om masse-steriliseriner og tvangsaborter.” Men kun fremtiden vil vise os om de har ret.

Hvordan tænker vores hjerne ?
   Den amerikanske neurolog, Antonio Damasio, og hans medhjælpere, fra University of Iowa er nu kommet med beviser for at den daværende franske filosof, René Descartes for 350 år siden tog gruelig fejl. Descartes sagde:”Jeg tænker, altså er jeg!” Menningen med denne sætning,var egentligt bare hans syn på sagen, sagt på en genial måde. Han var ikke i tvivl hvad det ville sige at tænke og være. Han mente også, at selvom at sjælen har hjemme i hjernen, så er sjælen aldeles umaterealistiske og fulstændig uafhænig af det fysiske hjernestøv. I en lang række år har det kun været filosoffer, teologer og psykologer, som har beskæftiget sig med hjernen. Men da neurologerne kom på banen, kom der også udsagn om, at René Descartes ikke havde ret. Damasio har bl.a. konkluderet at sjælen ikke kan adskille sig fra kroppen. Dette er han ikke nået frem til via filosofien, men med adskillige målinger af hjernen når vi lærer, husker, tænker og føler. For det er her, at vi mennesker bruger vores hjerne. Og selvom forskerne siger, at hjernen er noget af det mest komplekse, og noget af det vi måske aldrig rigtigt vil forstå os på, så har vi ved hjælp af avancerede hjerneskannere fundet ud af mange ting. Bl.a. har vi fundet ud af, hvor i hjernen vi løser matematikopgaver, hvor i hjernen vi formulerer os, hvor vi tænker og hvor vi føler. Derfor ved vi nu også, hvilke dele af hjerne der arbejder sammen, og skaber vores personlighed, sjæl og bevidsthed.

   Hjernen består af tre hjernedele. Hippocampus, pandelappen og det limbiske system. Disse tre hjernedele lagre alt hvad vi ser, føler, oplever O.S.V. Både korttidshukommelse, og langtidshukommelse. Og at ingen dele af hjernen kan undværes, fik vi bevist i 1950’erne, hvor en 27’ årig mand fik fjernet hippocampus. Manden havde epilepsi, men efter indgrebet, var den væk. Til gændgæld var der en alvorlig bivirkning. Manden mistede fuldstændig evnen til at lagre nye hukommelsesindtryk. Korttidshukommelsen var der intet i vejen med, men hans langtids-hukommelse var fuldstændig væk.

   Når vi lærer noget nyt, summer hjerneceller i hippocampus og pandelappen af aktivitet. Forskerne har derfor målt hjernecellernes aktivitet ved indlæring af nogle nye intellektuelle færdigheder, f.eks. et computerspil. I begyndelsen er der høj aktivitet i hippocampus og pandelappen. Men efterhånden som vi er blevet bedre til spillet, og har fået os nogle er-faringer falder nerveaktiviteten markant. Eller rettere sagt: Jo bedre vi er til en opgave, desto mindre hjerne kraft bruger vi på at løse den.

   Hjernen skriver i koder, det har hjerneforskerne fundet ud af via en lang række undersøgelser. Alt efter hvad vi laver, tænker, bevæger siger, reagerer hjernecellerne sig på en speciel måde. Men så er det også ved at være gjort med vores viden, for vi kan ikke afkode koderne. Ved hjælp af hjerneskannere kan vi se, hvor i hjernen at der er aktivitet, alt efter hvad vi laver. F.eks. kan man bede en forsøgsperson om at tænke på sin livret, og derefter kan vi se hvor i hjernen den slags tanker hører hjemme. Men så længe at vi ikke kan se hjernecellernes mønstre, og tyde dem, så er vi ikke kommet langt nok i hjerneforskning. Men vi kan kun vente og se om det er noget hjerneforskerne kan få tydet.

   Det er først for nylig hjerneforskerne er begyndt at studere følelserne, hos menneskene. For først for nylig har de fundet ud af, at det kan lade sig gøre at studere disse følelser. Lader man forsøgspersonen tænke på et dødsfald i familien, viser skanningen at det limbiske system gløder af aktivitet. Bliver man bange, eller forskrækket, er det mandelkernen der vil reagere. Mandelkernen er et lille fundament inde i hjernen. Mennesker med skader i mandelkernen, er fuldstænig frygtløse, selv hvis de har en rigtig god grund til at være det.

   Når mennesker husker isnende rædsler skyldes det at kroppens alarmsystem som sætter os i stand til at kæmpe eller flygte, i en meget høj fart. Adrealinen suser rundt i os, og kroppens alarmsystem fortæller vores mandelkerne at denne oplevelse aldrig må glemmes. I sådanne situationer producere binyrebarken enorme mængder stresshormoner. Og det bliver heller aldrig glemt.    Der har i tidens løb været mange forsøg med hjerne, og mange af dem giver et klart billede af, f.eks. hvordan vi reagere ved at høre et løvebrøl i savannen, i forhold til at høre et i ZOO.

   Alle har IQ. Men alle har ikke det samme anal IQ’er. IQ er det der afgøre hvor klog man er. På www.iqtesten.dk kan du teste din IQ.

   Hjernen er en mækelig skabelse. Vi ved ikke så meget om den, men vi kan ikke leve uden den. Det mærkelige er, at vi kun bruger ca. 50% af hjernens kapacitet. Forskerne ved ikke meget om hjernen, i forhold til at hjernen er vores sinds hjem. Og uden hjernen ville vi ikke være til. Men lad os håbe, at vi i fremtiden kommer til at kende vores sjæls hjem bedre.



Er vejr og klima det rene kaos?
   Hvis man nogensinde har været ude og cykle en tur har man sikkert langt mærke til at det blæste – for det meste medvind eller modvind, men hvad er det egentligt der er skyld disser kli­ma­æn­drin­ger? Hvad er det egentligt der er skyld i at det blæser, regner, sner eller stormer? Hvis en som­mer­fugl basker med vingerne, skifte stormene i USA, sådan lyder den kendte forklaring til hvordan en lille ubetydelig ting ændres, ændres vejret. Det er ikke helt sådan der foregår, men det er faktisk små ubetydelige ting, der kan ændre vejret. Selv med moderne teknologi, har forskere svært ved at forudsige vejret bare en uge frem i tiden, også klimatologer har svært ved at gøre deres ar­bej­de ordentligt. Det har nemlig vist sig at klimaet ændrer sig langt hurtigere end hidtil antaget. Forskere mener nu at det måske endda kun har taget få årtier for Jorden at ændre klima fra istid til mel­lemistid. Klimatologer er stadig uenige om, hvad der får Jordens temperatur til at hoppe op og ned, men er enige om at der ikke er det rene kaos der styrer det, men hvad der helt præcist foregår er de ikke enige om. Den nyeste forskning har dog givet os et par ideer. Jordens klima kan virke kaotisk, men er dog visse ting, vi ved har indflydelse på klimaet, nemlig solen, som er en af de vigtigste årsager (hvis ikke årsagen). Omkring hvert 11. år er solen mere aktiv end ellers – en aktivitet, der ses som mørke pletter på solen, de såkaldte solpletter. Dette er ikke en ny opdagelse, de blev opdaget af tyskeren Heinrich Schwabe tilbage i 1843. I perioder bliver der udsendt flere kortbølger, end ellers, forskerne ved endnu ikke hvorfor, men det giver som regel et varmere klima på Jorden i disse perioder. Det er ikke den eneste grund til at Jordens klima ændrer sig, forskere har fundet ud af at omkring hvert 100 000. år bliver Jordens bane omkring solen mere aflang, mere ellipseformet. Dette falder sammen med forskernes teori om at temperaturen falder til noget af det absolut koldeste der har været her på Jorden, det lader til at Jorden tur på afveje er skyld i istiderne. Udover det hælder Jordens akse også med mellemrum på ca. 20 000 år og 41 000 år, men det er ikke noget der betyder det store for os. Det er ganske vist et tydeligt mønster, men de færreste eksperter mener det kan betyde noget hvis Jorden vipper en smule. Jorden holder ikke altid lige meget varme tilbage. Det kan have en utrolig effekt på klimaet, en del af solens stråle ryger tilbage fra Jorden, uden som så meget at have varmet den en smule. Det kan bl.a. ske ved at strålerne rammer hvide overflader som sne eller is, reflekteres alle strålerne ud i rummer, uden at have varmet Jorden. Dette vil sætte en ond cirkel i gang; strålerne kommer ude fra rummet og sendes retur, isen spredes fordi Jorden ikke opvarmes og der kommer mere sne og cirklen starter forfra. Dette kan også være en mulighed.

   Ifølge vestlige klimatologer, er havet den store motor der driver det hele rundt. Det sker ved at hav­strøm­mene tager det varme og kolde vand med rundt over hele verden. Det kolde vand er det tungeste, derved lægger det sig under det varme, der stiger op til overfladen, dette vand bliver så afkølet af luften og nyt varmt vand kommer til overfladen. Der er mange andre forklaringer på hvordan det kan være at Jordens klima skifter så meget, men disse forklaringer er de mest plausible.

Hvem var vores forfædre ?
   For 2 millioner rejste aben sig fra at gå rundt på fire ben, til at stå op. Det skete i Afrika, men det er kun 200.000 år siden at det moderne mennesket rejste væk fra Afrika for at udforske verden.. Det vidste selv Darwin. Men man manglede bekræftelser og konkrete tal. Det har forskerne de sidste 30 år, søgt efter. De har de seneste år fundet mange smådele fra skeletter, og ud fra dem kan de spore hvornår knoglerne er fra. Nogle af knoglerne er sporet til at være så gamle som 8 millioner år gamle. Men ud fra de få dele af knogler, har forskerne fundet ud af utroligt meget.

   Menneskets udvikling fra at gå på fire til to ben står de såkaldte ”australopithecinerne” for. Dernæst kom arten ”homo,” og hos dem begyndte hjernen at vokse, og de udviklede redskaberne. Og sidst spredte den sidste art, Homo sapiens sig over koden, og begyndte at interessere sig for kunst, og sig selv. Mennesket er det eneste dyr, som studere andre dyr, samt studere os selv. Men der skal ikke herske tvivl om at det er os selv der var mest interesse for at studere. De har indtil videre fundet ud af følgende.

Arternes navn: Hvad ved vi om dem?
A. Ramidus Arten vejede omkring 35-40 kg. De havde lange arme og hænder. De støttede sig på knoerne, når de gik.
A. Africanus Denne art minder meget om dens forgænger. De var begge 1,3m høje, men denne her vejede 50kg. A.Africanus hjerne målte 400-500cm³
Homo Habilis Den ligner os, dog er deres hjerner mere robuste og måler 500-800cm³
Homo Erectus Mennesket har nu rejst sig, og er ca.1,8m. Hjernen måler nu 750-1250 cm³
Neandertaler Nu måler mennesket blot 160m. Det er meget muskuløst, og har en forholdsvis stor næse. Hjernen måler nu 1200-1750cm³
Homo Sapiens Hjernen måler 1200-170cm³ En forskel fra os, og vores forgængere, er vores hage. Vores er mere fremspingende.

   I 1871 skrev Darwin at de store menneskeaber som levede/lever i Afrika, lignede mennesket så meget at det måtte være der mennesket opstod. Men først i midten af dette århundrede er vi begyndt at udforske det udsagn. I 1912 fandt man Piltdownmanden. Ud fra dette fund, kunne forskerne bekrafte at briternes forfædre var urgamle. Piltdownmanden lignede en mellemting imellem mennesker og aber. Han havde abekæbe, men en hjerneskal som mest minder om vores. Det er dog senere blevet bevist at Piltdownmanden er et kæmpe stort fupnummer. For han var bare sat sammen af nogle abedele, og nogle menneskedele.

   Denne afsløring, lettede antropologerne, for det passede slet ikke med det som de var nået frem til. For der var overalt på Jorden, udgravet gamle mennesker, og de mindede ikke det mindste om Piltdowmanden. Et vigtigt fund blev gjort i 1924, i Sydafrika. Under udgravningen fandt man Taung-barnet, eller Darts baby. Den ligner et menneskekranie, og derfor har videnskabsmænende nu konstatere at mennesket rejste sig i Afrika.

   Homo Habilis får ofte æren af at være den første, der benyttede, stenredskaber, men faktisk kan der være nogle der har benyttet sig af redskaber forinden. På dette tidspukt lignede deres hænder vores, og det var jo en stor hjælp for videnskaben, at mennesket nu havde solide, stærke hænder at bruge til alt.

   Et fund i Java, i Indonesien, der vha kulstof 14 prøven viste sig at være 1.8 millioner år gammel. Det beviser at Homo Erectus var nået til Java, fra Afrika, på ”kun” 200.000 år. Det lyder af meget, men det er det jo forholdsvis ikke. Man skal blot huske på at menneskene først lige havde lært at gå på to ben.

Nu kan man lave en bestemt tidsliste, som viser hvornår vores forfædre leved (cirka tal):    Så nu kan vi også lave en overordnet konklusion: Mennesket rejste sig fra aberne i Afrika. Det må siges at arkæologerne, og forskerne har lavet et flot stykke arbejde i jagten på vores forfædre.